torsdag den 10. juni 2010

Klar til en Tour i manegen?

Spørgsmålet er om den friske?, unge? og talentfulde? mig kan klare de næste ugers omrejsende cirkus? De næste 24 dage kommer jeg vidt omkring i de nordiske lande og samlet set får jeg 10 konkurrencedage, så det bliver en intens tour som jeg virkelig glæder mig meget til.

Først går turen 1200km nordpå til Luleå og tre afdelinger af den svenske Elitserie, derefter en lille smuttur til Tuusula og første afdeling af Nordic Orienteering Tour (NORT), samt verdens største stafet Jukola som bliver afviklet i nabolaget. Derefter går turen til Stockholm og anden afdeling af NORT, hvorefter det danske landshold drager til Halden i Norge for at spidse den tekniske formåen inden den afsluttende afdeling af NORT i Gjøvik. For at forberede mig optimalt og ikke spilde for meget energi på rejser frem og tilbage, snupper jeg et par dage i Oslo inden turen går til Verdal i Trøndelag hvor testerne til årets VM afholdes. Det bliver tre spændende konkurrencer hvor vi skal prøve kræfter med nordmændene.

Jeg har fået trænet nogenlunde fornuftigt de sidste fire uger, men helt optimalt har det dog ikke været. Der er af uransagelige årsager opstået noget overbelastning i baglårene som jeg forsøger at træne væk med lidt hokus pokus øvelser med et gulvtæppe. Det lyder suspekt, det er det også, men jeg håber det virker.

De mange konkurrencedage jeg udsætter min kære krop for i det næste stykke tid er jo en ganske hård belastning. Heldigvis er der stort set lyst 24 timer i døgnet deroppe nordpå, hvilket gør eftermiddagene ekstra lange, og jeg har stor tiltro til at den ekstra eftermiddagstid, kommer mig til gavn når jeg tager min eftermiddagslur som jo så passende kan forlænges tilsvarende.

0 kommentarer: